Fra fortid til ødelæggelse?

Oprindelsen af Hærvejen eller Oksevejen, Studevejen eller Adelvejen som den også kaldes, fortaber sig i det uvisse. Der er imidlertid heller ikke tale om en egentlig vej, men om flere parallelle spor langs den jyske højderyg; og som navnet siger blev den brugt til transport af hære og drift af stude.

 Nogle af vejens forløb menes at kunne dateres op mod 4000 år tilbage, men skriftlige kilder findes først fra begyndelsen af middelalderen.

 Vejens forløb lå heller ikke fast. Den flyttede sig alt efter fremkommelighed. Når ét spor ikke længere var farbart lavede man bare et nyt ved siden af.

 Det stivnede forløb, som vi kender i dag med herberger og teltpladser og som benyttes af adskillige vandrere og cyklister hvert år, er således af forholdsvis ny dato.

 Det er af største vigtighed at Hærvejen bevares for eftertiden, da den er et stykke unik kulturhistorie samtidig med at den fører gennem noget af Jyllands smukkeste og mest uberørte natur, som for os alle har høj rekreativ værdi.

Det vil således være fuldstændig ødelæggende at føre en motorvej hen over Hærvejen da alene støjen fra en sådan kan høres flere kilometer væk og totalt spolere oplevelsen, som der de senere år er udfoldet store bestræbelser for og ofret mange penge på at give almenheden adgang til. Der er nemlig efterhånden meget få steder i landet, hvor man kan være helt fri for menneskeskabt støj, men visse egne i Midtjylland er nogle af dem - endnu! Og når først Hærvejen er asfalteret bliver den aldrig til hærvej igen - endnu et stykke kultur og natur vil være forsvundet.

Del siden